fbpx

Bålopskrift på Hammerstew

Lækker bålopskrift på Hammerstew. Lav maden over bål på din sheltertur eller anden friluftstur, hvor hyggen er i højsædet og bålmaden skal være god og mættende.

bålopskrift på hammerstew

Det skal du bruge

1500 g vildsvinebov
300 g røget bacon
300 g kejserhatte (mine foretrukne, men andre svampe kan bruges)
500 g løg
500 g gulerødder
500 g pastinak (eller selleri)
Efter behov, chili, frisk
1 pk smør
¼ liter fløde
Rosmarin, frisk
Timian, frisk
4 stk mørke øl, Limfjordsporter eller lignende
2 ds flåede tomater
2 ds tomatkoncentrat
Røget paprika
Salt og peber

mad paa baal

Fremgangsmåde

- Jeg starter med at riste baconen godt af. Start ved svag varme, så er det ikke nødvendigt med fedtstof. Det skal være sprødt, men ikke brændt. Tag det fra, når det er klart.
- Så er det svampenes tur. De skal ristes godt af i baconfedtet. Det er vigtigt, at de får rigeligt, så de får den rigtige nøddeagtige smag. Når du mener, de er klar, så gir du dem lige en mørk øl og lader det koge ind. Tag fra bagefter.
- Så skal løgene have en tur. Bare hurtigt, til de er glasklare. Tag fra.
- Så er det kødets tur. Nu skal smørret smeltes først. Igen skal det brunes rigtig godt. Hvis det afgiver for meget væske, skal væskens tages fra løbende, ellers bliver kødet kogt og får ikke stegeskorpe. Det er vigtigt, at kødet får farve.
- Tilsæt nu tomatkoncentrat. Det skal brændes godt af sammen med kødet.
- Så skal den røgede paprika og chilien med
- Nu er det gulerøddernes og pastinakkens tur. Rist dem med i gryden, til de får lidt farve
- Så er det tid til at komme bacon, løg og svampe tilbage i gryden.
- Tomatpure tilsættes.
- Pil bladene af timianen og rosmarinen - op i gryden med dem.
- Når det har simret lidt og er godt varmt, så skal de mørke øl med i gryden
- Smag til med salt og peber
- Nu skal gryden bare have tid, jo mere tid jo bedre. Det skal helst ikke bulderkoge. Justér på bålet. Jeg har ofte to bål – et glødebål under og et ekstra at fodre med.
- 20 minutter før servering tilsættes fløden, den kan udelades – bare ikke hos mig.

hammerstew

Tips og tricks

I stedet for vildsvin kan almindelig gris sagtens bruges – eller noget godt okse eller lam
I stedet for at salte kan du bruge en muggen grøn ost, Gorgonzola eller andet, gir en vild cremet konsistens
Bacon kan erstattes med chorizo pølser, de gir en skarp, kraftig smag
Retten kan med fordel strækkes. Server med en lækker mos eller noget godt brød til

Velbekomme