Træksystemet er lavet af flagline. Flagline er både stærkt og relativt billigt. Jeg har lagt linen rundt under kanten af slæden, hele vejen rundt. Det har jeg gjort for at fordele trækket på hele slæden, og ikke blot de to forreste huller. I bagenden har jeg bundet ottetalsknob, både som stopperknob og til at sætte elastikker m.m. i. Langs kanten har jeg trukket linen igennem eksisterende og nye huller, og sat billige karabiner igennem linen. Dette til at sætte bagagen fast med. De to forreste karabiner bruger til trækstængerne.
Trækstængerne er lavet af elektrikerrør. Jeg har valgt elektrikerrør, fordi de er lette og relativt stærke og smidige. Jeg har så et 16 mm og et 20 mm rør ind i hinanden til hver trækstang. Dette har jeg gjort, fordi jeg er usikker på, hvordan rørene reagerer på stærk kulde. Noget plastik kan blive skørt eller sprænge ved stød ved stærk frost. Jeg har tidligere lavet flitsbuer af elektrikerrør, som er lagt dobbet. Disse har vist sig utroligt kraftige. Selve trækket er gennem et stykke flagline, som er trukket gennem trækstangen. På den måde undgår jeg vrid i rør og samlinger, som kan gå i stykker.
Trækbæltet er et billigt snedkederbælte, hvor jeg har påsyet trækstropper. Stropperne er genbrugt fra en gammel rygsæk.
Pris for hele balladen:
- bobslæde: 49,00
- elektrikerrør: 39,60
- flagline: 44,90
- bælte: 19,90
- bagagestropper: 34,90
- karabiner: 79,30
Samlet pris: 267,60 kroner
Nu mangler bare at få den prøvet og justeret. Jeg glæder mig!