fbpx

Boganmeldelse af Vandrerundture i Danmark

Vandrerundture i Danmark er helt klart den bog, du skal have med, hvis du kun vil have én guidebog med på tur. Den er oplagt som starthjælp for dem, der vil i gang med vandring. Eller for dem, der bare vil inspireres.

boganmeldelse vandreture i danmark

 

Torben Gang Rasmussen rammer plet med sin nye guidebog. Rigtigt mange nyvandrere søger i disse Corona-år inspiration til korte(re) ture, og det er, hvad bogen byder på. Hele 102 velbeskrevne ture er der blevet plads til på de i alt 240 sider. De er på mellem 2 og 15 km, og en del er blandt de ture, som over 1200 vandrere omtalte som deres favorittur, da Outsite i marts 2021 havde en konkurrence i en facebook-gruppe.

Torben Gang Rasmussen har med ‘Vandrerundture i Danmark’ hævet det ellers høje niveau i ‘Vandreture i Danmark’ fra 2019. Han har selv gået alle ture, og det mærker man af de levende beskrivelser. Man bliver ikke overladt til sig selv. Vi lever i et land med smuk og meget varieret natur, og det ses af de mange billeder, som i øvrigt er forfatterens egne. Smart er det, at det ved hver eneste tur er vist, hvor man skal parkere. Bogens målgruppe er altså cyklister og bilister. I modsætning til 2019-bogen er det i denne vist med en tydelig adresse; den skal bare plottes ind i ens kortapp, og så er det afsted.

Forlaget Legind har med de frit tilgængelige kort åbnet for en service, som vi på Outsite ikke kender fra andre forlag. Kortene er en nøjagtig gengivelse af dem fra bogen og kan frit hentes fra hjemmesiden. Kortene har dog den ulempe, at turlængden ikke fremgår af kortene - kun af bogen. Der er heller ikke noget målestoksforhold, som man kan ikke uden videre regne den ud. Er det ok? JA, helt klart. Ellers giver det ikke mening at købe bogen.

Anbefaling
Køb bogen for pokker. Bogen er en guldgrube. Et must i dit handskerum.

Vil du inspireres yderligere
Læs Outsites anmeldelse af Vandreture i Danmark (april 2019)
https://outsite.dk/tips-og-tricks/anmeldelser/943-den-store-bog-om-vandreture-i-danmark

Fakta
Vandrerundture i Danmark
102 små vandreture med samme start- og slutpunk
Torben Gang Rasmussen
1. udgave, 1. oplag (24.03.2021)
Forlaget Legind
ISBN: 978-87-7155-699-5
240 sider
Pris: Alt lige fra ca. 100 kr.

Redaktør
Friluftsliv som jeg elsker det: Det er bare at være derude, at nyde livet, at lytte, at mærke lugtene, at søge roen, at hygge mig med andre, at se ind i bålet, at holde hånd med min kæreste, at mærke lugten af kaffe og bacon. For mig som redaktør og vandretursarrangør er det at inspirere andre til at komme ud så givende og sjovt.