fbpx

Tips til dine julegaveønsker 2021 - bøger

Ønsker du dig bøger om friluftsliv og vandring, så har vi samlet dine julegaveønsker her. En masse outdoorbøger fra bålmad, over sankning og vandreture, til den danske natur.

outdoorbog i julegave om friluftsliv og vandring

Bøger, du gerne vil have i gave 

Vi har samlet en række bøger fra 2020-21, som måske skal på din ønskeseddel til julen 2021 eller til en fødselsdag. Med de leveringsudfordringer, som friluftsbutikkerne oplever i kølvandet på Covid-19, er det oplagt at overveje andre gaveønsker. Der er lidt for enhver smag, ja helt bogstaveligt, for vi starter med flere bøger om sankning og om at lave mad ude i naturen - med og uden børn. Low key eller gourmet-mad. Du finder også forslag til nogle både tankevækkende og debatskabende aktuelle bøger.

Langt de fleste bøger er skrevet af danske forfattere - et helt bevidst valg, for vi glæder os på Outsite rigtigt over den stærkt stigende fokus i Danmark på friluftsliv.

Hvis du har forslag til aktuelle bøger eller til klassikere, som vi burde have med på listen, eller som kunne være relevante at anmelde, må du hellere end gerne sende os titlen med et link: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Bålkogebogen - smagfulde naturoplevelser for hele familien (250 kr.)

af Jon Lindberg. Forlaget Turbine, 2021. 

Jul21 Baalkogebogen

I ‘Bålkogebogen – smagfulde naturoplevelser for hele familien’ giver Jon Lindberg sammen med outdoor-kokken Kresten Kronborg 45 opskrifter, der er særligt velegnede til bålet. Og når man nu er ude i naturen, er det oplagt med en sanketur, så retten kan få et ekstra pift med urter, svampe, bær og hvad skoven ellers kan byde på.

Trangia Moment - Kogebog (69 kr.)

af Nathalie Spjälle og Eric Tornblad, Trangia, 

Jul21 Trangia Moment kogebog

Endelig er den her! Kogebogen fra Trangia: Trangia Moment. Den er skrevet af outdoorkokkene Nathalie Spjälle og Eric Tornblad og inspirerer til madlavning på dit yndlings kogegrej. Det er en bog, du skal eje, hvis du er outdoor-entusiast - intet mindre. Trangia Moment findes kun på engelsk, men gør det noget? Du kan finde den hos SpejderGEAR og Spejdersport.

Grøn bålmad (250 kr.)

af Nicolai og Eva Tram. Muusmann Forlag, 2020.

Jul21 Groen baalmad lille

Grønt på bålet giver dig 50 bud på vegetariske bålretter, fra klassiske opskrifter som grillede asparges og vandmelon til mere kreative som selleri bagt i ler og catalanske forårsløg tilberedt i avispapir. Opskrifterne varierer i sværhedsgrad, men de fleste er lige til at gå til. Med bogen i hånden kan du desuden lære at bygge og tænde det rette bål til din madlavning, og du får indblik i alt, hvad du har brug for at vide for at få succes med at lave bålmad.

Stormkøkkenet (200 kr.)

af Jesper Rais. Forlaget Fritid / DreamLitt, 2020.

Jul21 Stormkoekkenet

Hvis du er lidt af en gourmand og elsker at lave mad på din Trangia, vil Stormkøkkenet helt sikkert bringe dine smagsløg på overarbejde. De 30 opskrifter tager dig rundt mellem alt lige fra havregrød, bouillabaisse, kartoffelrøsti med bacon til osso bucco med cremolata. Bogen er krydret med feeede billeder.

SANK med børn. Børnenes vilde spisekammer (280 kr.)

af Julie Swane og Johanne Philipsen. Forlaget Turbine, 2021.

Jul21 Sank med boern

‘Sank med børn’ er intro-bogen til dig, der gerne vil ud sammen med dine børn eller børnebørn og hygge jer med sankning. Bogen sætter navn på planterne og deres mulige anvendelse, så du på en sikker måde kan gå på opdagelse i skov, eng, vandløb og krat efter nye smagsoplevelser.

Bogen indeholder 64 planter, som I trygt kan plukke og tage med hjem. Bogen rummer også en række forslag til sanketure, og selvfølgelig er der 59 børnevenlige opskrifter, der er tilpasset børns smagsløg og enkle at gå til for begyndere.

Brændende kærlighed - Lette og lækre bålretter (250 kr.)

af Jakob Nusbaum. Forlaget Turbine, 2021.

Jul21 Braendende kaerlighed

Vi er mange, der de sidste mange måneder søgt ud i naturen - bl.a. for at at tage på vandreture, sove under stjernerne og hygge os med vennerne og måske endda lave lækker bålmad. En ny mad-verden åbner sig for os. Jakob Nusbaum har en række forslag, og vi har fundet fire, som du kan nærstudere, inden du - måske - vil ønske dig denne bog.

Tjek fire udvalgte retter fra bogen: Coq au vin, tortilla med chorizo og frisk timian, kanelsnurrer på pind og kylling i karry med kokosmælk, frisk koriander og peanuts

Vandrerundture i Danmark. (350 kr.)

af Torben Gang Rasmussen. Forlaget Legind, 2021.

Jul21 Vandrerundture i DK

’Vandrerundture i Danmark’ er helt klart den bog, du skal have med, hvis du kun vil have én guidebog med på tur. Den er oplagt som starthjælp for dem, der vil i gang med vandring. Eller for dem, der bare vil inspireres. Torben Gang Rasmussen rammer plet med sin nye guidebog. Hele 102 velbeskrevne ture er der blevet plads til.

Anmeldt i Magasinet Outsite nr. 2021-23

Hverdagseventyr. Friluftsliv og eventyr året rundt (230 kr.)

af Mette Arleth. Muusmann Forlag, 2020.

Jul21 hverdagseventyr

Denne bog handler om at tage på eventyr. Ikke den slags eventyr, hvor man sælger huset, sætter pensionen over styr og drager ud i den store verden og blot må håbe, at man kommer hjem med fingre og tæer i behold. Det her er eventyr, vi alle kan være med til, og de kan findes lige udenfor vores hoveddør.

Udgangspunktet er friluftsliv, men med et tvist. Friluftsliv er altid dejligt, men hvis man gør det lidt anderledes, end man plejer, kan det også blive eventyrligt. Budskabet er at opsøge det ukendte og gøre ting, man ikke plejer at gøre.

GÅ - En hyldest til vandringen (250 kr.)

Red. Karsten Wind Meyhoff m.fl. Gads Forlag, 2021.

Jul21 Gaa en hyldest lille

GÅ – En hyldest til vandringen udlægger nogle af de centrale historiske, eksistentielle og æstetiske sider af vandringens vilde verden.

Vi går som aldrig før. For mange er det blevet en del af hverdagen at søge ud på vejene, ud på stierne og ud i naturen. Samtidig er vi i fuld gang med at genopdage vores egen nation som geografi og natur. Vi flokkes i skove og ved strande, vi indtager heden igen, vi går på byvandringer, og vi genopdager øerne over hele landet – til fods!

Anmeldt i Magasinet Outsite nr. 2021-23

Danmarks genforvildede natur (340 kr.)

af Rune Engelbreth Larsen. Forlaget Dana, 2020.

Jul21 Danmarks genforvildede natur

Hvis du har lyst til at vide mere om det, der har inspireret Folketinget til at oprette adskillige nye naturnationalparker som f.eks. Gribskov og Fussingø er bogen ‘Danmarks genforvildede natur’ simpelthen den bog, du SKAL læse for at få baggrundsviden i forhold til den aktuelle, ophedede debat om 13 nye parker. Bogen har over 300 sider, og skulle du ikke få nok, er der også forgængerne ‘Vildere vidder i dansk natur’ og ‘Den danske naturs genkomst’. Alle bøger er smukt illustreret af forfatterens egne billeder.

Lille Vildmose. Vildmosen der blev vildere (400 kr.)

af Jan Skriver. Gads Forlag, 2021.

Jul21 Lille Vildmose lille

Bogen er en perle af en bog om dette skønne område. Skrevet af den lokalt boende Jan Skriver, der selv har taget langt de fleste af de fantastiske billeder. Bogen giver en glimrende indføring i det, der sker i disse år med Lille Vildmose… med Jan Skrivers egne ord: Den tabte natur er for alvor kommet hjem igen. Det dokumenterer han i tekst og billeder. Det er derfor ikke mærkeligt, at Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i sit forord priser det, der sker, når naturen får lov til at vild og fri. Hun håber, at bogen kommer til at ligge på natbordene hos mange… Jeg er glad for, at gode vandrevenner glædede mig med den til en fødselsdag. Jeg kan klart anbefale den.

Bushcraft i Norden (250 kr.)

af Jesper Hede. Muusmann Forlag, 2020.

Jul21 Bushcraft i Norden

Bogen ‘Bushcraft i Norden’ er den første danske bog om bushcraft og henvender sig til garvede friluftsmennesker, men også de mere uerfarne kan få gavn af Jesper Hedes tips og tricks. Bogen indeholder massevis af projekter lige fra båltænding til at snitte en ske, bygge en stol og meget, meget mere.

Anmeldt på Outsite og Magasinet Outsite nr. 2021-24

Undepend – gå nøgen ind i naturen (250 kr.)

af Tim Ustrup. Undepend Publishing, 2021.

Jul21 Undepend

‘Undepend – gå nøgen ind i naturen’ handler om at overleve i vildmarken helt uden hjælpemidler. Tim Ustrups bog er en kombi af lær-dig-selv-at-kende-anno-2021 og kom-ud-i-naturen-bog. Forfatteren tænker, at vi som læsere vil få et nyt syn på naturen, måske også på vores hjem og de ting, vi har omkring os i hverdagen.

Ind i skoven (300 kr.)

af Dr Qing Li. Gyldendal, 2019.

Jul21 Ind i skoven

Skovbadning (Shinrin-yoku) er et japansk fænomen, der er opstået tilbage i 1980’erne. Først nu er det ved at blive populært i Nordeuropa. Skovbadning er en natur-terapiform, der særligt bruges til at afhjælpe stress. Det handler ikke om at bade i skovens vandløb eller søer – men om at bade i sanseindtrykkene fra skoven. Hvis Coronatiden og tidens fokus på at mindske vores fortravlethed har sat også dine tanker i gang, kan du med fordel opsøge denne bog og skovens muligheder og/eller opsøge nogle af de kurser eller terapiforløb, der findes på nettet.

Mit magiske træ og andre fortællinger om naturens kraft (250 kr.)

af Rane Willerslev. Forlaget Grønningen 1, 2021.

Jul21 Mit magiske trae

Lad dig inspirere af Rane Willerslev, chef for Nationalmuseet, hvor vi i denne noget overrumplende bog ‘Mit magiske træ’ kommer helt tæt på hans indre og ydre natur. Bogen fortæller de vildeste historier om dengang, Rane debuterede som jæger og forstod en snert af forførelsens kunst, eller om dengang han fandt verdens smukkeste bøg og begyndte at tilbede den, eller om dengang han blev smidt i søen af i sin far og lærte noget om udholdenhed. Bogen er en kærlighedserklæring til naturen, også den danske natur, hvis vildskab på det seneste har overrumplet Rane.

Indslag i Go'morgen Danmark fra 15-10-2021 kan ses på tv2 play (betalingsmur)

De bedste bøger om rejseberetninger

Johanne Skjold Mortensen tager dig igennem en række bøger, som du kan fornøje dig med hjemme i sofaen. Bøgerne bringer dig til alverdens afkroge og toppe.

Læs resumeet i Magasinet Outsite nr. 22

Redaktør
Friluftsliv som jeg elsker det: Det er bare at være derude, at nyde livet, at lytte, at mærke lugtene, at søge roen, at hygge mig med andre, at se ind i bålet, at holde hånd med min kæreste, at mærke lugten af kaffe og bacon. For mig som redaktør og vandretursarrangør er det at inspirere andre til at komme ud så givende og sjovt.