Boganmeldelse Pileflet

Bogen “Pileflet” er en guide til dyrkning, høst og projekter i pil. Forfatteren Jenny Crisp gennemgår udførligt og let alle trin, så du kan komme i gang med spændende pileflet.

boganmeldelse pileflet

Flet en kurv…

Indrømmet! Som mand er det måske en anderledes bog at kaste sig over, men…

Det hele startede faktisk på Blå Sommer (DDS’ spejderlejr i 90’erne), hvor jeg røg på et pileflet-kursus, fordi jeg ikke havde nået at tilmelde mig andet. Mit teenage-gen var ikke tilfreds med valget, men da jeg så deltagerne (mest af alt piger) og mødte den venlige instruktør, overgav jeg mig. Og det var overraskende let. Dernæst møder jeg Tony. Han er bushcraftinstruktør for Pathfinder School LLT og har et flette-kursus. Han er enormt passioneret og inspirerende, så igen røg jeg på en eller anden måde med på flette-moden.

Pileflet

Selve bogen er sindssygt godt sat op, skrevet og illustreret. Hvis jeg skulle skrive en bog en dag, vil jeg gerne kunne gøre denne efter. Jenny Crisp svarer på alle de spørgsmål, der opstår i mit hoved under læsningen, og hun kommer med masser af gode tips og tricks. Hun har da også 30 år på bagen som kurvemager.
I legende let stil får hun mig endda overbevist om, at jeg har plads til noget pil i haven. Overbevist om at jeg sagtens kan kaste mig over projektet. Overbevist om at jeg som mand, sagtens kan sidde og hygge mig med at flette (det kønsbestemte tager jeg på min kappe - der står intet om det i bogen). Det eneste, jeg selv skal, er at finde nogle pile-frø fra de fire sorter jeg vil kaste mig over. Det er sikkert intet problem.

Bogen er inddelt i afsnit om sorter, plantning og høst, til værktøj, arbejdsmetoder og projekter. Det er så godt sat op og beskrevet, at selv en håbløs havemand som mig tør kaste sig ud i pilens verden fra frø. Den er meget inspirerende til projekter, hvor jeg bliver fascineret af, hvad man rent faktisk kan lave selv - ja, ud af flettet pil. Friluftsliv og pileflet?

Ja, hvad har de to ting egentligt til fælles? Jo; Kurv til svampejagt, sankning af mad, sankning af brænde, til bordskåner og servering af mad osv. osv. Der er selvfølgelig også projekter til hjemmet som vasketøjskurv, lamper osv. osv.

Så hvis du tør (uanset køn), køb bogen og lad dig blive inspireret til en (måske) ny DIY- verden med gør det selv, der faktisk ikke kræver den vilde viden, før du er i gang - du kan “nøjes” med denne bog.

Fakta

Jenny Crisp
ISBN 9788740652338
Original titel: Willow
Oversat af Gitte Sloth Poulsen
Hardback,
144 sider
Forlaget Turbine
Udgivelsesdato: 2019-02-27

Køb f.eks. bogen her: https://turbine.dk/produkt/pileflet/

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.

Læs vores gratis Outdoor Magasin: (3)

Læs også (2)