fbpx

Test af Sea to Summit Cinder CdI down quilt

Vi har testet Sea to Summit Cinder CdI down quilt, der er en super lækker top quilt (altså sovepose uden ryg). Cinder CdI down quilt er perfekt til camino-vandring og sommerbrug.

Test af Sea to Summit Cinder CdI down quilt

Cinder CdI down quilt

Vægt: 480 g (normal) / 580 g (lang)
Komforttemperatur: 10°C
Pris: ca. 1300 kr.
Fordele: Let, lækkert materiale, god kvalitet (i forhold til vægten), alsidig - kan åbnes helt op, når det er varmt, eller snøres rundt om liggeunderlaget, når det er koldt.
Ulemper: Ingen hætte, fodboks-konstruktionen giver træk til fødderne, når man kommer tæt på den nedre temperaturgrænse
Bedst til: sommervandring i Danmark, vandring i Sydeuropa - f.eks. Caminoen, hytte-til-hytte-vandring, ekstra isolation til en anden sovepose til brug om vinteren

top quilt fra sea to summit

Cinder Cd1 er den grå, mens den blå er As Tucas

Cinder CdI er en ”ægte” quilt sammenlignet med quilten fra As Tucas, som jeg testede for nogle år siden, fordi Cinder ikke har en fodboks - det er altså næsten bare en dyne. Dette designvalg skyldes nok, at quilten er beregnet til varmere temperaturer. Til gengæld er der en snor, som kan spænde fodenden en smule sammen, og der er stadig mulighed for at lukke den sammen på ryggen med små knapper, hvis det bliver koldt. Derudover følger der nogle snore med, som kan spændes på og sættes rundt om et liggeunderlag. På den måde undgår man at vågne op med træk, fordi man i nattens løb har drejet åbningen opad. Denne løsning fungerer bedst med et oppusteligt liggeunderlag, som ikke er for bredt, og som er designet til Sea to Summits egne underlag.

Dun er dejligt nemt at komprimere, og hvis man synes. at en anden form passer bedre i rygsækken, er det bare at finde en anden pose. Der medfølger både denne kompressionspose og en større pose til opbevaring hjemme.

Varme

Når man skal købe sovepose, er det altid komforttemperaturen, man skal kigge på (hvis man da gerne vil være komfortabel). En komforttemperatur på 10°C passer godt til de danske sommernætter eller til at sove i en hytte i for eksempel Norge. Derudover er soveposen så let, at man godt kan bruge den indeni en anden sovepose på en vintertur, hvis man ikke er parat til at investere i en vintersovepose.

Jeg begyndte at fryse i soveposen omkring de 10-12° iført skiundertøj (som også er sådan, producenterne vurderer temperaturen), men min kæreste syntes, at den var behagelig også ned til ca. 8° helt uden nattøj. Det var især den sammensnørede fodende, der gav problemer, da man kunne mærke noget træk herfra. Så hvis man skal have soveposen med på en tur, hvor nattetemperaturen rammer ned omkring de 10°, skal man måske tage nogle varme sokker med.

sovepose uden ryg

Her ses fodenden snørret sammen og quilten knappet rundt om liggeunderlaget

Desuden skal man være opmærksom på, at en dunsovepose som denne ikke virker, hvis dunene bliver rigtig våde. Heldigvis er det ydre materiale vandafvisende, og hvis man rammer fodenden ind i lidt kondens inde i teltet, går det alligevel.

Komfort og materiale

Den store fordel ved quilts generelt er bevægelsesfriheden, hvor man let kan stikke en arm eller ben ud og vende sig rundt i løbet af natten. Denne frihed mister man lidt ved at binde den rundt om liggeunderlaget, men man har stadig mere plads i forhold til en traditionel sovepose. Ud over det føles materialet dejligt blødt mod huden. Materialet føles dog også lidt tyndt, hvilket er noget, man må gå med på for at få den lave vægt. Der er ikke sket noget efter adskillige nætters normal brug, men man skal nok ikke hænge den til tørre over en tornebusk.

hvad fylder Cinder CdI down quilt

I forhold til quilten fra As Tucas er Cinder Cd1 en smule lettere, men til gengæld er den en hel del koldere. Dette afspejles så til gengæld i prisen, hvor Cinder Cd1 er en hel del billigere. Traditionelt siger man, at man kan få to ud af tre af god pris, god vægt og varme, men ikke alle tre. Her er der så ofret lidt på varmen. Hvis man primært vil have en sovepose til de ovennævnte formål, er der ingen grund til at investere ekstra i As Tucas, men hvis man vil kunne sove i telt ved temperaturer lidt under frysepunktet, er As Tucas et bedre valg - stort set uden, at det kan mærkes i rygsækken.